Arbejdsmiljø & sikkerhed

Politikken for arbejdsmiljø og sikkerhed skal sikre, at alle aktiviteter planlægges og udføres i et sikkert arbejdsmiljø.

Politik
DanTruck A/S vil være en ansvarlig virksomhed, der giver medarbejderne en stor grad af medbestemmelse og ansvar for den fælles, såvel som den individuelle, sikkerhed og trivsel.

Handlingsplan
Der er i 2009 etableret et nyt sikkerhedsudvalg, der afholder de lovpligtige møder hvert kvartal, eller oftere hvis påkrævet. Udvalget har ansvaret for at øge sikkerheden, og sammen med ledelsen sikre, at der er fokus på eventuelle sikkerhedsmæssige problemstillinger.

Der arbejdes struktureret med kontrol af maskiner, el-værktøj, løfteværktøj etc. Der stilles sikkerhedsudstyr som handsker, briller, høreværn og lignende til rådighed, og der stilles krav om at dette udstyr anvendes til enhver tid. Ledelsen er yderst konsekvent i tilfælde hvor ansatte udsætter sig selv eller andre for fare.

Status 2009
Der er i løbet af 2009 gjort en række tiltag for at øge sikkerhed og trivsel på DanTruck A/S.

Produktion – Svejse værksted
Svejseværkstedet er indrettet med godkendte kraner til dækning af hele arbejdsområdet. Der er etableret nyt udsugningssystem på alle arbejdspladser, med tidssvarende filtrering af afkastet fra udsugningssystemet.

Produktion – Montage linje
Der er indrettet en montage linje, der giver mulighed for en stor grad af fleksibilitet for den enkelte medarbejder. Linjen er indrettet så man kan arbejde sammen 2 og 2, og den enkelte medarbejder oplæres således at den enkelte medarbejder kan bestride alle pladserne på linjen. På denne måde er der sikkerhed for at monotont arbejde undgås.

Der er krandækning på hele linjen, og dele der skal anvendes er placeret tæt på det sted de skal bruges. Der er god plads på hver arbejdsplads, og der er fokus på at holde linjen ryddet og ren til enhver tid.

Der er etableret sikkerhedsgitter på alle reoler, så risikoen for at emner falder ned af reolerne og rammer en medarbejder på den anden side er elimineret. Alle reoler fastboltet i gulvet, så de ikke vælter ved en eventuel påkørsel.
Der er etableret udsugning for udstødningsgasser i de områder hvor det er nødvendigt at have motoren gående i forbindelse med opstart eller test af maskinen.

Ulykker og tæt på hændelser
Der er i 2009 ikke rapporteret nogen arbejdsulykker i forbindelse med udførelse af fysisk arbejde. Arbejdspresset har været højt, men trivslen vurderes til at være acceptabel under de omstændigheder, der har været gældende for virksomheden i 2009.

Det vil i 2010 fortsat være nødvendigt at fokusere på oprydning og optimering af en del af arbejdspladserne, for at sikre en sikker og effektiv arbejdsplads. Der er i 2009 taget tiltag til forandringer, og der vil i 2010 blive arbejdet på at forankre disse forandringer i organisationen, Målet er at sikkerhed bliver en naturlig del af tankegangen hos alle vore medarbejdere.

Der vil i 2010 blive sat endnu mere fokus på registrering af sygefravær i alle afdelinger.